Insulin er dermed ikke kun et “blodsukkerhormon”, men et overordnet energihormon – kroppens vigtigste opbyggende (anabole) hormon, som regulerer, hvordan du bruger og lagrer energi.

Sådan virker insulin – kroppens nøgle til energi

Når du spiser et måltid, stiger mængden af glukose (sukker) i blodet. Det registrerer bugspytkirtlen, som straks frigiver insulin. Insulin fungerer som en nøgle, der låser cellernes “døre” op, så glukosen kan passere gennem cellemembranen og bruges som energi.

Insulin binder sig til insulinreceptorer på celleoverfladen og aktiverer en kaskade af signaler, som blandt andet øger transporten af glukose – men også kalium og aminosyrer – ind i cellen. Når glukoseoptaget øges, falder blodsukkeret, og kroppen vender tilbage til balance.

Samspillet med glukagon – yin og yang

Insulin arbejder tæt sammen med hormonet glukagon, der produceres i de nærliggende alfa-celler i bugspytkirtlen.
Mens insulin sænker blodsukkeret ved at flytte sukker ind i cellerne, gør glukagon det modsatte: det frigiver sukker fra leverens depoter, når blodsukkeret falder for lavt – f.eks. under træning, faste eller søvn.

De to hormoner balancerer hinanden som yin og yang:

• Efter et måltid dominerer insulin – kroppen opbygger og lagrer.

• Under faste eller bevægelse dominerer glukagon – kroppen frigiver energi.

Når denne balance fungerer optimalt, har du stabil energi, stabilt humør og et stabilt blodsukker gennem hele dagen.

Insulin som energihormon

Når glukosen er kommet ind i cellerne, kan den:

1. Forbrændes direkte i mitokondrierne og give øjeblikkelig energi.

2. Lagres som glykogen i muskler og lever til senere brug.

3. Omdannes til fedt, hvis depoterne er fyldte, så kroppen har et energilager til perioder med mangel.

Insulin er derfor ikke kun vigtigt for blodsukkerkontrol, men også for muskelopbygning, restitution, vævsvækst og hormonproduktion.

Når insulinet mister sin effekt – insulinresistens

Hvis kroppen igen og igen udsættes for høje blodsukkerstigninger – gennem en moderne livsstil med mange forarbejdede kulhydrater, søvnmangel, stress og for lidt bevægelse – vil bugspytkirtlen konstant udskille store mængder insulin.

Med tiden bliver cellerne mindre følsomme over for signalet. Det kaldes insulinresistens.
Der produceres stadig insulin – ofte mere end før – men cellerne “hører det ikke”. Resultatet er forhøjet insulin i blodet (hyperinsulinæmi), samtidig med at kroppen alligevel mangler energi inde i cellerne.

Kronisk forhøjede insulinniveauer har en række konsekvenser:

• Øget fedtlagring omkring maven og visceralt fedt.

• Inflammation og øget oxidativt stress.

• Ustabilt energiniveau og træthed efter måltider.

• Forstyrrelser i kønshormonerne – især ved PCOS, PMS og perimenopause.

• Øget risiko for diabetes type 2, hjerte-kar-sygdomme, demens og kræft.

Insulinresistens som hormonel ubalance

Insulinresistens er ikke kun et metabolisk problem, men en hormonel ubalance, der påvirker hele det endokrine system.
Hos kvinder kan forhøjede insulinniveauer stimulere æggestokkene til at producere flere androgener (testosteron) og samtidig sænke leverens produktion af SHBG (Sex Hormone Binding Globulin). Resultatet er mere frit testosteron, hvilket kan føre til symptomer som akne, hårtab, hirsutisme og PCOS.

Derfor ses insulinresistens ofte sammen med menstruationsforstyrrelser, vægtøgning, PMS og fertilitetsproblemer.

Tegn og symptomer:

• Træthed efter måltider, “hangry”-følelse, cravings

• Vægtøgning (især omkring maven)

• Blodsukkerfald efter søde måltider

• Dårlig søvn, koncentrationsbesvær

• Forhøjet blodtryk eller kolesterol

Det er vigtigt at vide, at insulinresistens ikke kun rammer overvægtige – mange normalvægtige kvinder har forhøjede insulinniveauer, især i perimenopausen.

Insulin gennem livsfaserne

Insulinfølsomheden ændrer sig i takt med hormonelle skift:

• P-piller kan øge SHBG og forværre glukose-insulinbalancen hos disponerede kvinder.

• I perimenopausen falder østrogen, og insulinresistens øges, hvis vi ikke bevidst støtter stofskiftet gennem kost, søvn og muskelmasse.

• Efter menopausen ses ofte en langsommere metabolisme og øget risiko for fedtlever, forhøjet kolesterol og vægtstigning, særligt på maven.